USA og Mexico

Helenas historie

Det er 9 timer siden, at den højeste af de to coyotes - ham med de ru hænder og de udtryksløse øjne - gennede Helena ned under gulvbelægningen i den ombyggede ladvogn med en ordre om at holde mund og ligge stille. Helena fryser, og hun kan se frygten i øjnene på den yngre kvinde, hvis ansigt ligger kun få centimeter fra hendes eget. De har klaret det hertil. Helena forsøger at tænke positive tanker og holde fast i et forestillet billede af Juán, der smilende står og tager imod hende i en klassisk amerikansk forstad med solbrændt hud og smart, nyt tøj.  

Det var Juán, der havde fået kontakt til coyoterne gennem en kollega på byggepladsen. Coyoterne havde ry for at være de bedste, og de benyttede en ny rute gennem ørkenen og gennem en underjordisk tunnel, hvor grænsepolitiet endnu ikke havde fået færden af dem.

Pludselig var det hele gået meget hurtigt. Helena tog afsked med sin mor, far og sine tre søskende, der også boede i den lille lejlighed i Tijuana. Hendes far, der altid så træt ud efter de lange nattevagter, gav hende et bekymret farvelknus. Men han vidste lige så godt som hende, at USA var den bedste mulighed for at sikre familien en mere tålelig tilværelse. Selvom Juán sendte penge hjem så ofte, han kunne, og selvom alle i familien knoklede, var der aldrig penge nok. Helena havde været bange. Hun vidste lige så godt som sin bekymrede far, at det var en farefuld rejse, hun skulle ud på.

Helena ligger nu i ladvognen på den sidste strækning før sit mål. Den mad, hun havde pakket til turen, slap op for to dage siden. Hendes ben føles uendelig tunge efter fem dages vandring gennem ørkenen, og hun er helt tør i munden efter alt for lang tid uden vand. Men adrenalinen og håbet, der fylder hele hendes krop, holder hende i gang. Hun ved, at hun har været heldig. Heldig fordi Juán havde sparet nok op til at betale coyoterne de 3000$, de forlangte. Heldig fordi en af de andre migranter havde delt sit varme tæppe med hende, da nattefrosten slog hårdest i ørkenen. Heldig fordi patruljebilens lygter ikke var trængt igennem det buskads, de gemte sig bagved, da de var tættest ved grænsen. Og heldig fordi hun om kort tid skal gense sin elskede mand efter flere års adskillelse.

(Baggrundsfotografiet: Anthony Albright via Flickr)

Grænsen mellem USA og Mexico

Der har boet mennesker i Mellem- og Nordamerika i årtusinder, og i lige så lang tid har de bevæget sig over den skiftende grænse mellem de to områder - helt fra de tidlige mesoamerikanske samfund i Mexico og Mellemamerika, til bosætterne under den spanske krone i 1500-tallet og frem til nutidens migranter, der hver dag krydser grænsen. I dag strækker grænsen mellem Mexico og USA sig 3.245 kilometer fra den Mexicanske Golf i øst, bruser gennem Rio Grande mod vest, skærer gennem forskelligt terræn for til sidst at ende i Stillehavet syd for San Diego. Der er opsat forskellige grænsehegn, der varierer i art og kvalitet, på cirka 1.100 kilometer af strækningen, og derudover er der 48 grænseposter, hvor man efter inspektion kan få lov til at krydse grænsen. Det er verdens travleste grænse, og over 300 millioner mennesker krydser den hvert år.

På den amerikanske side er det staterne Californien, Arizona, New Mexico og Texas, der ligger op ad grænsen, mens det på den mexicanske side er staterne Baja California, Sonora, Chihuahua, Coahuila, Nuevo León og Tamaulipas. Grænseområdet er både præget af stor kulturel og social diversitet og af en gensidig afhængighed.

Selvom migration på tværs af grænsen ikke er et nyt fænomen, er det først i det 20. århundrede - og særligt i de seneste 50 år - at antallet af mennesker, der krydser grænsen, for alvor er begyndt at stige.

(Baggrundsfotoet: US Federal Government)

Grænsen bliver konstitueret

Fredsforhandleren Nicholas P. Trist står på denne blæsende vinterdag i 1847 overfor karrieres sværeste valg. Han har netop modtaget et notat fra hans overordnede, USA’s præsident James Polk, med besked om, at han skal vende tilbage til Washington. Men Trist har ikke fuldendt sin mission i Mexico: At få underskrevet en fredstraktat mellem de to lande efter snart to års krig. Den mexicanske kommission venter på ham i forhandlingslokalerne, og Trist føler sig tvunget til at vælge mellem at adlyde sin chef eller følge sin egen mavefornemmelse og få afsluttet forhandlingerne. Velvidende at beslutningen vil være altødelæggende for hans ellers så flotte karriere, retter Trist ryggen, går mexicanerne i møde og sætter derefter efter flere måneders svære forhandlinger sit navn på en fredstraktat, der officielt afslutter den Mexicansk-amerikanske krig og konstituerer en ny grænse mellem de to lande.

Det er uenigheder om grænselandet ved Texas, der to år tidligere har ført til, at den amerikanske kongres har erklæret krig mod Mexico. Efter et afgørende nederlag i Mexico City, overgiver Mexico sig. Fredsforhandlingerne munder ud i en aftale, hvor Mexico på den ene side vinder fred og en kompensation fra USA på 15 millioner dollars, men samtidig må Mexico afgive næsten halvdelen af sit territorium. Den nye grænsen følger nu Rio Grande (ved Texas), og på denne måde vinder USA det landområde, der i dag inkluderer bl.a. Texas, Arizona, New Mexico og dele af Utah, Californien, Wyoming, Colorado og Nevada. Udover den økonomiske kompensation lover USA samtidig at beskytte de bosiddende mexicaneres rettigheder og ejendom. På trods af dette løfte vælger mange mexicanere efterfølgende at forlade det nye amerikanske territorium, da de pludselig har status som migranter uden at have bevæget sig.

(Baggrundsmaleriet bærer titlen "The Battle of Chapultepec"/"Storming of Chapultepec" og er malet af James Walker i år 1857)

Den Mexicanske Revolution og den første store migration mod nord

Den 16-årige José de la Cruz Porfirio Díaz Mori har netop meldt sig ind i militæret. Han vil beskytte Mexico mod amerikanerne, og han har store drømme og visioner for sit land. Mexico skal være stærkt, moderne og rigt. Her i 1846 ved han ikke, at han både kommer til at opleve at blive politiker, præsident, diktator, og være skyld i en lang og blodig borgerkrig i hans elskede Mexico.

På trods af Díazs intentioner om at modernisere og udvikle Mexico, slutter hans drømme og hans 30 år lange præsidentperiode i 1910, da en voksende uro i befolkningen ender ud i en borgerkrig. Díazs udprægede favorisering af de rige og privilegerede mexicanere har ført til en voksende utilfredshed. Efter et valg der er præget af snyd, bliver Díaz tvunget til at forlade både præsidentposten og sit fædreland. Den blodige revolution varer i et årti og resulterer i afslutningen på et 30-års diktatur. Revolutionen bliver anset for at være et af det 20. århundredes første og vigtigste politiske, sociale og kulturelle oprør. Det bliver et årti med tumult og kampe mellem forskellige fraktioner og alliancer. Borgerkrigen mærkes ikke kun internt i Mexico men også i nabolandene og særligt i USA, hvor et stort antal mexicanere søger fred, arbejde og beskyttelse.

Under hele revolutionen er Mexico præget af stor usikkerhed og politisk uro. Mange mexicanere ser ingen anden udvej end at forlade deres hjemland. I samme periode kommer der færre europæiske arbejdsimmigranter til USA, og der er mangel på arbejdskraft i landet. Mexicanerne tager det arbejde, de kan finde – ofte hårdt og dårligt betalt - og de mexicanske arbejdere bliver derfor eftertragtede blandt de amerikanske arbejdsgivere.

På 20 år krydser cirka 1,5 millioner mexicanere grænsen mod nord og bosætter sig i USA. De fleste af migranterne vender dog hjem til Mexico igen, da situationen bliver mere stabil i hjemlandet. Samtidig bevæger USA sig ind i ”The Great Depression” – Den Store Depression.  Befolkningstilvæksten stiger derfor kun meget lidt i USA i denne periode.

(På baggrundsfotografiet, der er taget omkring år 1911, kan man se en gruppe mexicanske oprørere med en hjemmelavet kanon. Fotograf: Ukendt. Kilde: U.S. Library of Congress - Prints & Photographs Online Catalog)

Den Store Depression

Klokken er lidt over 10 den 29. oktober 1929. Panikken på børsen på Wall Street er taget til de seneste par dage men kulminerer i dette øjeblik, i takt med at aktiekurserne styrtdykker. Skrig og skrål: ”Køb!” ”Sælg!” Fuldvoksne mænd der river sig i håret, nogle der beder til gud, og andre der græder uhæmmet. Børslokalet er med ét forvandlet til et kaos af frustration og ulykke.

Børskrakket på Wall Street markerer begyndelse på den største økonomiske krise den industrialiserede verden endnu har oplevet. Krisen bringer USA’s økonomi i knæ og fører til udbredt arbejdsløshed. Da krisen er på sit højeste, er over 15 millioner amerikanere arbejdsløse, og over halvdelen af landets banker er gået konkurs. Krisen rammer alle dele af det amerikanske samfund, men særligt de mennesker, der i forvejen lever under de sværeste kår, må kæmpe for deres egen overlevelse.

Amerikanernes forhold til migranter, særligt de mexicanske, har fra starten været ambivalent. På den ene side bidrager mexicanerne med billig arbejdskraft, men på den anden side bliver de stadig set som fremmede, og de har hverken de samme rettigheder eller får samme anerkendelse som de amerikanske statsborgere. Da depressionen lammer industrien i USA, er de første, der mister deres arbejde, også de mexicanske migranter. På samme tid vokser modstanden og fjendtligheden mod mexicanerne, og mange bliver deporteret, mens andre vender tilbage til Mexico som følge af de problematiske forhold i USA. I 1930’erne falder det mexicanske indbyggertal i USA, og der er for første gang større migration fra nord til syd. Der er dog nogle mexicanere, der vælger at blive i USA. De organiserer sig i fagforeninger, strejker og kæmper for bedre arbejdsvilkår. Den fælles kamp for forbedrede forhold og lige rettigheder samler mexicanerne og puster liv i en anderledes oplevelse af tilhørsforhold og national identitet.

Depressionen begynder først langsomt at slippe sit greb om USA i midten af 1930’erne, og det er først for alvor med USA’s deltagelse i Anden Verdenskrig, at der kommer skub i industrien.

(Baggrundsfotoet: Aktiehandlere i New York Stock Exchange, år 1936. Kilde: Shutterstock).

Bracero-aftalen og den anden store migration til USA   

Flygtning, indvandrer, migrant, udlænding, fremmed – kært barn har mange navne. I perioden fra 1940’erne til 1960’erne er den mest anvendte betegnelse for de mexicanere, der kommer til USA for at arbejde "braceros". Brazos er det spanske ord for arme, og man kan derfor oversætte braceros til ”dem som arbejder med armene”. Vendingen dækker med andre ord over, at de mange mexicanere, der kommer til USA som gæstearbejdere her efter Anden Verdenskrig, primært påtager sig hårdt manuelt arbejde – altså arbejde med hænderne/armene.

USA’s engagement i Anden Verdenskrig betyder, at en stor del af den amerikanske arbejdsstyrke må tage afsted som soldater. Det fører til en mangel på arbejdskraft – særligt i landbrugssektoren. USA indgår derfor en gæstearbejderaftale med Mexico i 1942 – den såkaldte Bracero-aftale. Aftalen giver mexicanere mulighed for at komme til USA på lovlig vis og arbejde, og i begyndelsen bliver de mexicanske arbejdere desuden lovet særligt attraktive arbejdsvilkår, et garanteret minimumlån, arbejdsbolig og gratis måltider.

I samme periode oplever Mexico en tid med vækst og fremgang. Den mexicanske revolution har været altoverskyggende i flere årtier, men nu bliver der endelig sat skub i økonomien og industrien. Mexico bevæger sig i de følgende årtier fra primært at være et landbrugsland til at blive semiindustrialiseret. Mexicos nye velstand er dog ulige fordelt – de rige bliver rigere, mens de fattige, der hovedsageligt bor i landområderne, bliver ved med at være fattige. Forskellen mellem rig og fattig fører til sociale og politiske spændinger i den mexicanske befolkning. Selvom den mexicanske regering stadig støtter landbrugssektoren, bliver der færre og færre jobs at få i landbruget. I 1950 er 60 % af dem mexicanske befolkning beskæftiget i landbrugssektoren. Tallet er faldet til 35 % i 1975. I samme periode bliver indbyggertallet i Mexico mere end fordoblet. Selvom økonomien og industrien er i vækst i Mexico, kan arbejdsmarkedet ikke skabe nok jobs til den voksende arbejdsstyrke. Det fører til, at mange mexicanere igen søger mod USA i jagten på arbejde.

Bracero-aftalen er tænkt som en midlertidig aftale, der skal afhjælpe krigstidens mangel på arbejdskraft i USA, men den viser sig at være meget indbringende for amerikanske landmænd. Bracero-programmet kører derfor indtil 1964. Under programmets levetid kommer over 4,6 millioner mexicanere til USA på legale arbejdskontrakter. Programmet medfører dog også utilsigtede konsekvenser for de lokale amerikanske arbejdere. Mindstelønnen bliver mindre og mindre, amerikanske arbejdere bliver fyret og de generelle arbejdsvilkår bliver dårligere. Selve Bracero-programmet bliver også senere kritiseret for at udnytte mexicanske arbejdere, dårlige arbejdsvilkår og for lav løn.

Mens Braceros bliver kaldenavnet for de mexicanske arbejdere, der anskaffer sig arbejdsvisum til USA på lovlig vis, vinder et andet navn også frem i perioden: "Mojados" - de våde. Da der bliver ved med at mangle arbejdere i USA, er der nemlig også et stort antal mexicanere, der rejser illegalt til USA, og for dem går den udokumenterede vej til USA oftest går gennem floden Rio Grande - med våde fødder til følge. Øgenavnet Mojados inspirerer senere navnet på deportationen af to millioner udokumenterede mexicanske migranter - Operation Wetback. Deportationen sker som følge af en spirende bekymring i den amerikanske befolkning for det kraftigt stigende antal af dokumenterede og udokumenterede migranter i 1940’erne. Bracero-aftalen mellem USA og Mexico sætter for alvor skub i den anden store migrationsbølge fra syd til nord. Migrationen bliver en integreret del af de sociale og økonomiske systemer både i USA og Mexico. Arbejdsmarkedet i USA er afhængig af arbejdskraften, mens mexicanske familier og det mexicanske samfund er økonomisk afhængige af den økonomiske støtte fra emigrerede familiemedlemmer.

(På baggrundsfotoet: Mexicanske arbejdere i kø får 1954 for at få adgang til et lovligt arbejde i USA. Kilde: Los Angeles Times photographic archive, UCLA Library - Los Angeles Times / the History Departments at The Ohio State University and Miami University.)

Immigrationsreformer, udokumenteret migration og pesokrise

Da Bracero-programmet bliver nedlagt, bliver det begyndelsen på en ny migrationsæra, der er domineret af udokumenteret immigration fra Mexico til USA. Stigningen i den udokumenterede immigration fra Mexico til USA medfører en række store immigrationsreformer i USA og en tid med stor økonomisk usikkerhed i Mexico.

I 1965 bliver der implementeret en ny immigrationslovgivning i USA. Det er den første af en lang række reformer, der i de følgende årtier bliver implementeret med det overordnede formål at give USA større kontrol og mulighed for at begrænse immigrationen til landet. Den nye lovgivning giver fra starten store udfordringer for de amerikanske arbejdsgivere, da de nu har sværere ved at bringe legal arbejdskraft til USA. Migrationen til USA er i 1965 en integreret del af det strukturelle og økonomiske system. Det fortsatte behov for arbejdskraft i USA og mange mexicaneres fortsatte behov for at finde arbejde tvinger mexicanerne til at krydse grænsen uden visum. Hvor migrationen fra Mexico til USA tidligere var cirkulær, fordi mexicanske arbejdere rejste frem og tilbage mellem Mexico og USA, er migrationen nu præget af at være udokumenteret og mere permanent. De mexicanske migranter ønsker at blive boende i USA.

Mexico træder ind i en periode med store økonomiske udfordringer. I starten af 1970’erne er den offentlige gæld i Mexico vokset, og inflationen eksploderer. De økonomiske udfordringer fører til en økonomisk krise og en devaluering af pesoen. Det betyder, at pesoens kursværdi falder og bliver mindre værd. Mellem 1984 og 1989 stiger antallet af fattige i Mexico fra 20 millioner til 26 millioner. Den ekstreme fattigdom er stadig mest udbredt i landområderne, hvor næsten halvdelen af husholdene lever i ekstrem fattigdom. Familierne bruger forskellige strategier for at overleve. Flere kvinder kommer ind på arbejdsmarkedet, og mange emigrerer til USA for at finde arbejde.

I takt med at den illegale immigration stiger, sker der også noget med den måde, man taler om migranterne på i USA. Uligheden i USA er stigende, og migranterne fra syd bliver i højere og højere grad opfattet og omtalt som en trussel mod nationen. Immigrationen bliver nu fremstillet som en ”krise” i amerikanske medier. I begyndelsen bliver der brugt maritime metaforer til at beskrive mexicanernes immigration til USA: ”rising tide” (stigende tidevand), ”tidal wave” (tidevandsbølge) og ”flooding” (oversvømmelse). Efter noget tid ændrer metaforerne karakter og bliver mere krigeriske og aggressive. Nu fremstilles mexicanerne som ”alien invaders” (fremmede angribere), der invaderer landet, og de amerikanske myndighederne må beskytte sig selv mod angreb. Det dramatiske medie-billede af en grænse under angreb inspirerer også politikere, forfattere og bureaukrater. Præsident Ronald Reagan udråber immigrationen som en trussel mod den nationale sikkerhed. I 1976 udgiver kommisæren for immigrationsmyndighederne artiklen ”Illegal Aliens: Time to Call a Halt!”. Billedet af migranterne som angribende, fjendske fremmede, der truer USA’s suverænitet, påvirker også den almindelige amerikaners holdning til migranterne, og USA oplever en stigende konservatisme i forhold til immigrationsspørgsmålet.

Efter pesokrisen i 1980’erne forsøger Mexico sig med forskellige økonomiske justeringer for at sikre stabilitet i landet. Mexico indgår bl.a. en frihandelsaftale med USA og Canada (NAFTA), hvilket åbner op for nye industrier, og mindsker landets afhængighed af oliereserverne. Formålet med NAFTA er at skabe flere og bedre jobs i Mexico og på den måde bremse den illegale emigration til USA. Aftalen har dog ikke helt de tilsigtede konsekvenser. Emigrationen falder nemlig ikke. Den stiger. I takt med at den udokumenterede immigration stiger i USA, kommer der større og større fokus på illegale migranter. I løbet af 1970’erne og 1980’erne skærper USA grænsekontrollen. Dog bliver det nemmere for migranter, der allerede bor i USA, at få arbejds- og opholdstilladelse. Det fører til, at over tre millioner mennesker ændrer status fra illegal til legal migrant i starten af 1990’erne. Det bliver desuden nemmere for migranter, der bor i USA, at få deres familier til landet. Hvor mange familier tidligere var afhængige af de midler manden kunne bringe hjem til familien, får kvinderne nu både mere indflydelse, et større netværk og mulighed for at arbejde. De amerikanske immigrationsreformer har ikke den ønskede effekt i forhold til at skærpe tilstrømningen af udokumenterede migranter, men den får stor betydning for de migranter, der kom illegalt til USA, som nu får mulighed for at få permanent opholdstilladelse og senere statsborgerskab.

(Baggrundsfotoet er taget af Charles O'Rear den 1. maj 1972 og viser en kø af landarbejdere, der er blevet fanget af grænsekontrollen ved Calexico efter at have indvandret ulovligt til USA). Kilde: The U.S. National Archives via Flickr)

Grænsekontrol efter 9/11

Nogle begivenheder har det med at brænde sig fast i hukommelsen. Spørger du en tilfældig person, der er over 25 år, kan de fleste huske præcis, hvor de var, og hvad de lavede d. 11. september 2001. Billedet af flyveren der smadrer ind i det ene tvillingetårn og af de skrækslagne mennesker, der kaster sig ud fra 20. etage, står for de fleste klart og levende.

Terrorangrebet var ikke blot en isoleret begivenhed, der rystede verden den 11. september men en begivenhed, der markerede begyndelsen på en tid med et helt anderledes fokus på sikkerhed, beskyttelse, terror og kontrol.

Allerede fra starten af 1990’erne har USA større fokus på at beskytte sine grænser. På grund af den økonomiske krise i Mexico og den stigende illegale migration, synes strømmen af mennesker over grænsen mod syd ude af kontrol. Det fører til en række politiske reformer, der skal begrænse flowet af udokumenterede migranter – dog uden den store succes. Efter terrorangrebet i 2001 bliver der gennemført en række nye love, der skal begrænse immigrationen til landet. Her er tankegangen: En stigende immigration betyder en øget usikkerhed. En begrænset immigration betyder en øget sikkerhed. USA begynder at arbejde ud fra en ide om, at en tydelig grænsebevogtning vil afskrække de illegale immigranter ved grænsen. Derfor bliver der bygget hegn på de mest trafikerede dele af grænsen. Man sætter kameraer og overvågning op, og antallet af grænsevagter stiger fra 3000 i 1986 til over 20.000 i 2010.

Illegal indvandring bliver i højere og højere grad et politisk og samfundsmæssigt konfliktemne. Det er ikke blot fra den amerikanske regering, at nye grænseinitiativer blomstrer op. Lokale borgere på den amerikanske side af grænsen påtager sig et ansvar for grænsebevogtningen og patruljerer frivilligt langs grænsen. Den skærpede kontrol bremser dog ikke migranterne fra syd, men tvinger dem blot til at søge mod alternative grænseovergange i bjerge eller ørkener. Overfarten bliver derfor også farligere og mere udfordrende. Antallet af migranter der dør af tørst, nedkøling, drukning og overophedning i forsøget på at komme til USA stiger i 2010’erne.

(På baggrundsfotoet kan man se billedet på infrarød skærm, der viser et fastfrosset øjeblik i år 2014 i Rio Grande dalen, hvor en gruppe grænsevagter er ved at pågribe flere immigranter, der ellers var igang med at blive smuglet ind over den mexicansk-amerikanske grænse. Kilde: Georgia Army National Guard. Foto: Maj Will Cox)

”The war on drugs”

På helt filmisk og meget gammeldags facon brød Mexicos mest eftersøgte narkobaron ud af et højsikkerhedsfængsel en juli-nat i 2015. Bedst som myndighederne (og USA) troede, at de endelig havde fået lagt den berygtede El Chapo i lænker, flygtede han gennem en underjordisk tunnel, der førte ham fra brusekabinen i hans celle og ud i friheden. 

El Chapos flugt er på mange måder et billede på de udfordringer, Mexico har haft og stadig har med narkotika og narkorelateret kriminalitet. Siden 1990’erne har handel med og smugling af narko givet store udfordringer for det mexicanske samfund og for forholdet mellem USA og Mexico. Det, der i daglig tale kaldes ”narkokrigen” ,har stået på i Syd- og Mellemamerika siden 1970’erne - særligt i Colombia og Mexico. Det er en væbnet konflikt dels mellem forskellige narkobander og mellem banderne og de respektive landes myndigheder. I begyndelsen er det Colombia, der er centrum for narkotikahandlen, men efter at de colombianske myndigheder i 1990’erne får bedre kontrol med de bander, der dominerer markedet, overtager en række mexicanske karteller den primære handel i regionen efter årtusindeskiftet.

I over 70 år ser den mexicanske regering igennem fingre med narkohandlen. Da et nyt parti kommer til magten i år 2000, mister kartellerne det netværk af beskyttelse fra myndighederne, de har nydt godt af. Det fører til en opblusning af stridigheder mellem de forskellige kartelgrupperinger. Selvom den mexicanske præsident fra 2006 sætter en hårdere kurs mod narkokartellerne og lykkes med at fange nogle af bagmændene, er kartellernes magt ikke blevet mindre. Kartellerne er blot blevet splittet i mindre grupper, hvilket gør det endnu sværere for myndighederne at få styr på dem. Siden årtusindeskiftet har den organiserede narkotikahandel vokset sig større, hvilket har medført kidnapninger, mord, hvidvaskning, korruption og smugling. Antallet af mord i Mexico er steget fra 9000 om året i 2007 til over 27.000 i 2011. FN anslog at 90 % af narkotikasmuglingen til USA i 2007 gik gennem Mexico – en fordobling siden 1990.

USA gik allerede ind i ”The War on Drugs” i 1970’erne både i USA men også i Mellemamerika, men heller ikke deres indsatser har haft den ønskede effekt - hverken på karteller eller på de mennesker, der tager stofferne. De narkorelaterede uroligheder i Syd- og Mellemamerika har haft stor effekt på migrationsflowet, da mange har taget flugten væk fra de væbnede narkokonflikter.

(På baggrundsfotoet kan man se Joaquín "El Chapo" Guzmán da hen blev udleveret fra Mexico til retsforfølgelse i USA den 19. januar 2017. KILDE: Immigration and Customs Enforcement/Servicio de Inmigración y Control de Aduanas de los Estados Unidos - Ted Psahos)

Nye komplekse migrationsmønstre

Antallet af mexicanere der immigrerer til USA har været stigende de sidste fire årtier og toppede i 2007. Men siden 2009 er der flere mexicanere, der har forladt USA, end der har været mexicanere, der er immigreret til USA. Finanskrisen, der ramte USA i 2007-2009, en intensiveret grænsebevogtning og en forbedret økonomisk situation i Mexico har været nogle af grundende til denne udvikling. I 2015 oplevede man det laveste antal af grænsepågribelser i 50 år. Dog er antallet af udokumenterede, illegale migranter fra andre dele og Syd- og Mellemamerika steget. Et stigende antal mennesker fra The Northern Triangle (El Salvador, Guatemala og Honduras) søger humanitær beskyttelse i USA på grund af voldelige konflikter og narkorelaterede krige i deres hjemlande. Mennesker søger fra syd til nord i jagten på sikkerhed og fred. I dag ankommer de fleste migranter fra henholdsvis Indien og Kina.

Udover en større diversitet i flowet fra syd til nord, ser man nu en stigende migration fra nord mod syd. Mexico er derfor ikke længere hovedsageligt afsenderland men i højere og højere grad modtager- og transitland. Mellem 2000 og 2010 oplevede Mexico en fordobling af udenlandske indbyggere. Mange mennesker fra Mellemamerika rejser ligeledes gennem Mexico på vej mod USA og Canada, og Mexico står derfor også overfor nye udfordringer som modtagerland. Der tegner sig altså et nyt billede på den amerikansk-mexicanske grænse. Nye befolkningsgrupper, nye motiver, nye ruter, destinationer og oprindelseslande. De nye migrantionsmønstre giver nye udfordringer, og udfordringen bliver at lovgivningen og den politiske debat i højere grad skal tage højde for den nye kompleksitet i migrationen.

Forholdet mellem Mexico og USA er stadig præget af ambivalens, men også en gensidig afhængighed. USA er afhængig af den arbejdskraft mexicanerne tilbyder, og den ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Ligesom man i Danmark og mange andre lande står over for en udfordring, hvor der bliver flere ældre og samtidig færre i den arbejdsdygtige alder, er tendensen den samme i både Nord- og Mellemamerika. Flere eksperter spår, at der bliver mangel på arbejdskraft i Nord- og Mellemamerika, og derfor vil færre måske søge mod nord i jagten på arbejde.

(Baggrundsfotoet: Mexico 2012: Migranter fra Mellemamerika gør sig klar til at tage med et tog mod USA. Kilde: Shutterstock) J

”Make America Great Again”

Præsident Trump vil bygge en mur. Den skal være stor. Den skal være smuk. Og mexicanerne skal betale for den. Direkte budskab, ingen dikkedarer. Sådan taler rigmanden Donald J. Trump til de amerikanske borgere under valgkampen i 2016. Han er kontroversiel, men han er til at forstå. Han taler til folket og direkte ind i den amerikanske nationalfølelse. Da Trump annoncerer, at han stiller op som præsidentkandidat for Republikanerne og skal kæmpe mod demokraternes Hillary Clinton om præsidentposten, er der ingen, der spår ham mange chancer – faktisk bliver han i lang tid ikke taget helt seriøst. Alle der har tvivlet på Trump bliver gjort til skamme. På trods af kritik og kontroversielle udtalelser, vinder Trump stor opbakning særligt blandt USA’s arbejderklasse. Under sloganet ”Make Amerika great again” kæmper Trumps bl.a. for toldbarrierer, lavere virksomhedsskat og for amerikanernes ret til at bære våben. Og hans holdninger vinder genklang i befolkningen. Derudover bliver Trump kendt for hans noget kontroversielle holdninger til indvandring. Han udtaler bl.a., at alle muslimer skal nægtes adgang til USA, og at mexicanerne bringer narko og voldtægtsforbrydere til landet. 

Trump ender som bekendt med at vinde valget i november 2016. Han står nu over for at indfri sine valgløfter – herunder opførelsen af den mexicanske grænsemur. Mexico er dog ikke med på Trumps ide om at udbygge grænsemuren, og endnu mindre at de skal betale for den. Uenigheden handler ikke kun om grænsemuren, men hænger også sammen med det historisk ulige forhold mellem de to lande: USA som den magtfulde storebror, og Mexico som den splittede og fattige lillebror. Forholdet er de seneste år blevet mere ligeværdigt i kraft af politisk dialog og handelsaftaler, men Trumps retorik kaster Mexico tilbage i den underlegne position. Retorikken mellem Mexicos præsident Nieto og Trump bliver mere ophedet, mexicanerne demonstrerer mod muren og forholdet mellem de to lande når et nyt lavpunkt.

Nyhederne verden over fører nærmest time for time (og tweet for tweet) nye kapitler til historien om muren på grænsen mellem de to lande. Indtil videre er der kun bygget prototyper til den nye grænsemur, og Trump er udfordret med at finde pengene til at finansiere muren. Formålet med muren er relativt klart: Trump ønsker at begrænse og kontrollere flowet af ting og mennesker på tværs af grænsen. Men spørgsmålet er, om grænsebyggeriet overhovedet har den ønskede effekt. Det 1100 kilometer grænsehegn, der allerede findes på grænsen har ikke stoppet hverken den illegale indvandring eller ulovlig handel. Mange mexicanske migranter kommer i dag til USA på lovlig vis men vælger at blive i landet efter deres visum er udløbet og skifter status til illegale migranter. Den form for illegalt ophold vil en mur ikke kunne bremse. Derudover peger flere forskere og analytikere på, at omend en fysisk grænsemur kan agere som et stærkt symbol og føre en følelse af tryghed med sig (for folk på den amerikanske side af muren), er det dog sjældent, at en mur løser de bagvedliggende udfordringer, der medfører at mennesker vælger at rejse fra deres hjemland og søge lykken i et andet land.

(Baggrundsbillede: Gage Skidmore via Flickr.)

Helenas historie

Plask. Marías fødder rammer småvaklende vandet, mens hun holder godt fast i - eller i hvert fald bliver holdt fast af - sin mors hænder. Helenas hænder. Solen står højt på himlen denne sommerdag, og luften flimrer på stranden ud for byen Corpus Christi i Texas, hvor floden Nueces River løber ud i den Mexicanske Golf. Somrene er lange og varme og vintrene korte og milde her, hvor de bor nu, Helena, Juan og deres lille datter María. Helena og Juan har flere gange været ved at opgive det hele og rejse tilbage til Mexico og deres familier igen. Men det hårde og dårligt betalte slid - som privat rengøringshjælp rundt omkring i byen for Helenas vedkommende og som byggearbejder for Juans - den evige frygt for at blive opdaget af myndighederne og det store og rungende savn efter familien derhjemme bliver alligevel ved med at blive trængt tilbage, når de ser på deres datter. Hun er grunden til, at de holder ud. Modsat sine forældre og mange af de børn, som Helena og Juans mexicanske venner her i Texas har, er María nemlig amerikansk statsborger. Det blev hun takket været den såkaldte 14. ændring til den amerikanske forfatning helt automatisk, da hun blev født på amerikansk jord. Og for hende er de villige til at kæmpe videre. Kæmpe for at sikre hende alle de muligheder, de ikke selv havde. Og kæmpe for måske selv en dag at kunne få lovligt ophold her på den forjættede nordlige side af den amerikansk-mexicanske grænse.

Helenas historie er fiktiv, men er inspireret af flere forskellige biografiske fortællinger fra mexicanske indvandrere i USA - blandt andet fra siderne iamamigrant.org og myimmigrantstory.com.

(Baggrundsfotografiet: Philippe Murray via Unsplash. Find de samlede kilder til denne case HER.)