Sydafrika og Zimbabwe

Vimbais historie

Den sydafrikanske by Musina ligger kun 16 kilometer fra grænsen til Zimbabwe, så byens hullede veje bærer en regelmæssig trafik til og fra grænsen mellem de to lande. Her, på Musinas støvede hovedgade, står en 19-årig kvinde, Vimbai, og betragter mennesker og køretøjers færden. Klokken er 8 om morgenen, og varmen begynder så småt at tage til. Det er første gang Vimbai er i Musina, og hun har gået hele natten for at nå hertil.

Den eneste officielle grænseovergang mellem Sydafrika og Zimbabwe går via Beitbroen, da de to lande er adskilt af Limpopofloden. Alle, der ikke har et pas, må finde en anden vej. Det har Vimbai ikke, så hendes rejse mod Sydafrika fra Zimbabwe begyndte i hendes hjemby Masvingo, 250 kilometer fra Beitbroen. Sammen med en gruppe kvinder tog hun en minibus fra Masvingo til grænsen, hvor de fandt en mandlig guide, som før - mod betaling - havde hjulpet dem ind i Sydafrika. Uden en guide, der kender ruterne i grænselandet, er man som kvinde ekstra udsat i mørket, hvor voldelige røvere er på jagt efter lette ofre. Flokken begyndte turen, da mørket faldt på. Vimbai kunne ikke se ret langt for sig, men hendes bare fodsåler fortalte hende, at de passerede forbi fugtige marker og tørre jordområder. De gik i tavshed, men der var ikke stille. Cikaderne lagde et konstant lydspor, og da de nærmede sig Limpopofloden stemte kassinafrøerne i. Guiden gennede dem ud i floden et sted, hvor den ikke var for dyb, og strømmen ikke så stærk. De løftede deres tasker op over hovedet, og bevægede sig ud i vandet en efter en. Vimbai prøvede ikke at tænke på krokodillerne, der efter sigende er mere aktive om natten, mens hun vadede gennem floden med lange målrettede skridt og blikket fast fokuseret mod den modsatte bred. Lettelsen var til at føle på, da hun og de andre kvinder nåde den. Så langt, så godt. Næste forhindring - grænsehegnet. Med hinandens hjælp og guidens bidetang kom de igennem de tre grænsehegn, dog ikke uden ridser fra de barberbladslignende pigge, grænsehegnet er beklædt med. Men adrenalinniveauet hos Vimbai og de andre kvinder var så højt, at de knap nok ænsede det. Derefter var der kun nogle få timers nattevandring til Musina foran dem.

Vimbais hjemby Masvingo er den største by i en provins af samme navn i det sydlige Zimbabwe. Her sælger hun varer for at forsørge sin familie i en nærliggende landsby. Hun har sparet op i lang tid for at tage turen til Sydafrika for at købe sukker, olie, grøntsager, frugt, sko, tøj og kosmetik, som hun vil sælge i Zimbabwe. De fleste grænsehandlere, Vimbai kender, har et pas, men Vimbai har først for nylig udfyldt sin pasansøgning. Hun skulle både betale for ansøgningskemaet, for at aflevere det igen og for at få det videre i systemet. Hun kender mange, der har ventet flere år på at få deres pas. Vimbai kan ikke vente i flere år. Hun har brug for penge, så hendes familie kan få mad og hendes to brødre kan gå i skole. Vimbai har selv gået i skole i 5 år, men da hendes familie fik økonomiske problemer, tog de hende og hendes storesøster ud af skolen. Da Vimbai var 13 år, begyndte hun at arbejde som hushjælp i Masvingo. De sidste to år har Vimbai tjent penge på at købe varer fra kvindelige grænsehandlere, som hun sælger videre. Men det er blevet for dyrt at købe varer fra grænsehandlerne, hvis hun skal tjene noget på at sælge dem videre. Så nu må hun selv tage turen til Sydafrika. Nu står Vimbai midt i Musinas travle gadeliv med morgensolen i sit ansigt. Hun skal bruge de næste par dage på at lave gode handler i byen.

(Baggrundsbillede: Timo Arnall via Flickr)

Limpopofloden og ildslangen

Limpopoflodens rislen akkompagneres af fuglesang fra et væld af forskellige fuglearter - gule piroler med sorte vinger, ellekrager i alle regnbuens farver, orange drosselsangere med grå kapper og grønne kapturakoer med blå haler og strithår. Her tæt på flodens bred strækker træerne sig langt op over resten af landskabet. De fleste dyr er søgt væk fra middagsheden og gemmer sig i træernes og buskenes skygge. Kun de koldblodede krokodiller dovner ved flodens bred og lader sig varme af solens stråler. En farvestrålende fugl letter fra et Mopanetræ med sommerfugleformede blade på den ene side af flodbredden og flyver til et kraftigt baobabtræ på den anden side. Hvad fuglen ikke ved er, at den netop har krydset grænsen mellem Sydafrika og Zimbabwe.

Grænsen mellem de to lande udgøres af Limpopofloden, der bugter sig tværs gennem hele det sydlige Afrika. Fra Botswana i øst zigzagger den gennem landskabet på grænsen mellem Sydafrika og Botswana og videre ind i det 230 kilometer lange grænseland mellem Sydafrika og Zimbabwe, inden den fortsætter ind i Mozambique og ender sin rejse i Det Indiske Ocean.

Alfred Beit Road Bridge er den eneste formelle vej over grænsen mellem Zimbabwe og Sydafrika. Broen stod færdigbygget i 1929 og er opkaldt efter den britiske guld- og diamantmagnat Alfred Beit. I 1995 blev den oprindelige bro erstattet med en ny bro med samme navn, der kunne klare vægten af den tiltagende trafik mellem de to lande.

For folk uden tilladelse til at krydse grænsen via Alfred Beit Road Bridge er Limpopofloden ikke den eneste forhindring. På den sydafrikanske side af floden, et par hundrede meter fra bredden, støder man ind i et grænsehegn. Grænsehegnet, der følger flodens forløb og snor sig gennem det sydafrikanske landskab, er blevet døbt Ildslangen, da der før i tiden løb elektricitet i hegnet, og det var meningen, at det skulle give et dødeligt elektrisk chok til enhver, der kom i kontakt med det. I dag er hegnet slukket og står tilbage som et levn fra apartheidtiden i Sydafrika, men det tjener stadig et formål som en hindring på vejen for illegale immigranter. Hegnet består flere steder af et bredt snoet pigtrådshegn samt endnu et hegn beklædt med skæreblade på hver sin side. Det har sikkert fået mange til at opgive deres forehavende og vende op, men ikke sjældent vidner en tøjrest i hegnet om, at nogen har haft en drøm om Sydafrika, der var stærkere end den smerte, de sylespidse pigge og skarpe blade kunne påføre dem.

Selvom grænsen mellem Sydafrika og Zimbabwe kan forekomme næsten naturgiven, har Limpopofloden ikke altid udgjort grænsen mellem de to nationalstater. Det var europæerne, der bragte idéen om nationalstater med sig til det afrikanske kontinent. Indtil da var der ikke noget, der hed Sydafrika og Zimbabwe, og dermed heller ingen barrikaderet grænse mellem de to landområder. For at finde ophavet til det, der senere blev til Ildslangen, skal vi et godt stykke tilbage i tiden og til Europa, nærmere bestemt Berlin.

(Baggrundsbillede: Limpopofloden på grænsen mellem Sydafrika og Zimbabwe. Okyela via Shutterstock)

Kapløbet om Afrika

Den kolde novembervind fyger gennem Wilhelmstrasse i Berlin. Lige nu er gaden tom, men om ganske få timer vil den vrimle med repræsentanter fra 13 europæiske lande og fra USA. Året er 1884, og her på Wilhelmstrasse har den tyske rigskansler Otto von Bismarck officiel bopæl. På denne novemberdag er han vært og formand for Berlinkonferencen, hvor formålet er at udstykke en ramme for "Kapløbet om Afrika".

Storbritannien, Frankrig og Tyskland er på dette tidspunkt i fuld gang med at udforske Afrikas naturressourcer og råstoffer, som de vil anvende i deres voksende industrier. De ser på samme tid det afrikanske kontinent som et potentielt marked for de varer, deres fabrikker producerer. Europæiske regeringer sender spejdere afsted til Afrika for at sikre aftaler med de indfødte og komme andre europæiske lande i forkøbet. Det har allerede medført konflikter europæerne imellem, og derfor har de aftalt at mødes i Berlin for at forhandle deres ønsker og interesser i det afrikanske kontinent.

Her i slutningen af 1800-tallet er det kun ganske få europæere, der sætter spørgsmålstegn ved deres overlegenhed over andre ’laverestående’ racer. Derfor er heller ikke en eneste afrikaner inviteret med til mødet. Udryddelse af slaveriet én gang for alle er godt nok også en del af dagsordenen, men vigtigst er de kommende kolonimagters strategiske og økonomiske interesse i at beskytte gamle markeder og handelsruter samt at sikre sig magten over nye.

Berlinkonferencen slutter i februar 1885, hvor alle de europæiske lande underskriver en traktat for Afrika. De europæiske lande er blevet enige om at tillade fri handel mellem kolonierne i Afrika og har udstykket rammerne for, hvordan de skal forhandle fremtidige europæiske krav på afrikanske landområder. Berlinkonferencen legitimerer og skaber hermed reglerne for den europæiske kolonialisering af Afrika, og sidst, men ikke mindst, antænder konferencen nye europæiske interesser i det afrikanske kontinent.

De nye koloniers grænser bliver ikke tegnet Afrika - i langt de fleste tilfælde bliver grænserne trukket i Europa med udgangspunkt i landkort over Afrika. Derfor kommer nogle af de nye landegrænser til at følge floder eller bjergkæder, der kan ses på kortene, mens europæerne andre gange vælge at følge kortets bredde- og længdegrader med linealførte linjer. Grænserne bliver med andre ord skabt uden hensyntagen til det afrikanske kontinents mange forskellige etniske grupper med forskellige sprog og kulturer - den samme etniske gruppe kan efter opdelingen nu være spredt ud over to eller tre forskellige nationalstater.

(Baggrundsbillede: Shutterstock)

Sydafrika bliver til

Tilblivelsen af nutidens Sydafrika tager sin begyndelse i 1600-tallet. Her opretter hollandske handelsrejsende en forsyningsstation på søvejen mod Asien i det nuværende Cape Town på Afrikas sydlige spids. En del hollændere slår sig permanent ned i området og begynder en tilværelse som farmere ved hjælp af sorte slavers arbejdskraft. Efterkommere af hollandske migranter bliver i dag kaldt boere, det hollandske ord for bønder, og de taler afrikaans - en blanding af hollandsk og låneord fra afrikanske og asiatiske sprog.

I 1806 erobrer Storbritannien store områder i Sydafrika, fordi landet ligger strategisk godt på handelsruten til Indien, hvor briterne driver stor forretning disse år. Da der ovenikøbet bliver fundet guld og diamanter i Sydafrika i perioden mellem år 1860 og 1880, bliver briternes interesse i området skærpet. Af samme grund står Sydafrika højt på Storbritanniens ønskeliste, da "Kapløbet om Afrika" sætter i gang.

Boerne og briterne udkæmper den ene krig efter den anden, med både hinanden og med andre etniske grupper i området, indtil år 1910, hvor Den Sydafrikanske Union - svarende til det, der i dag er kendt som Sydafrika - ser dagens lys. Med unionens dannelse opnår landet officielt uafhængighed fra Storbritannien under ledelse af et hvidt mindretal. Der går dog cirka 20 år, før selvstændigheden er en praktisk realitet. Og som den efterfølgende historie skal vise, så betyder landets selvstændighed på ingen måde frihed og lighed for alle dets indbyggere, især ikke den oprindelige sorte befolkning.

(Baggrundsbillede: Guldgravere fra det britiske Republic Gold Mining Company fotograferet i 1888. Wikimedia Commons)

Afrikas brødkurv

Ghana er det første land i Afrika syd for Sahara, der opnår selvstændighed i 1957, derefter tager afkoloniseringen af Afrika fart. Modstanden mod kolonimagten og de hvide minoritetsstyrer breder sig som en steppebrand ud over det afrikanske kontinent. Langt de fleste lande i Afrika opnår selvstændighed i 1960’erne, og Zimbabwe opnår også selvstændighed fra Storbritannien i 1965, men modsat andre afrikanske lande er det ikke den sorte afrikanske befolkning, der overtager styringen af landet. I Zimbabwe er det et hvidt mindretal ledet af premierminister Ian Smith, der erklærer landet, der dengang gik under navnet Rhodesia, for uafhængigt.

Landet bliver kendt som Afrikas Brødkurv på resten af det afrikanske kontinent på grund af et enormt og meget veludviklet landbrug. Landet er rigt på naturressourcer og er længe en de mest udviklede økonomier i Afrika, selvom indkomst- og formuefordelingen er meget ulige fordelt mellem dets sorte og hvide indbyggere. På det her tidspunkt er det en sjældenhed, at et afrikansk land modtager særligt mange migranter, men mange valfarter til Rhodesia for at arbejde i minerne og på farmene. De kommer fra de afrikanske nabolande, men også fra Europa og Asien.

Rhodesias premierminister Ian Smith viderefører den hårde apartheidlignende politik, der dominerede landet før afhængigheden. Den medfører blandt andet, at landets hvide indbyggere, der udgør mindre end én procent af befolkningen, kommer til at eje mere end 70 procent af landbrugsjorden. Utilfredsheden hos den sorte befolkning, der for en stor del er dømt til lavt lønnet og uendeligt slidsomt arbejde i plantager og miner, vokser støt. De vil også have del i kagen.

(Baggrundsbillede: Tobaksplanter på en farm i Zimbabwe. Munya Chawora via Shutterstock)

Apartheid i Sydafrika

Mens sorte zimbabwere arbejder i markerne og sår, gror og høster indholdet af Afrikas brødkurv, er apartheidpolitikken omkring 1960 blevet en levende og vidtrækkende realitet i Sydafrika. Sydafrika har opnået uafhængighed fra Storbritannien for mange år siden, men det er stadig hvide sydafrikanere, der dominerer landet økonomisk og politisk. Det hvide, nationalistiske parti National Party (NP) har siden 1948 siddet på magten. Raceadskillelsesideologien er blevet formuleret som en samlet politik kaldet apartheid, der består af 15.000 dekreter og 200 love.

Der er flere modstandsgrupper, der kæmper mod det hvide apartheidstyre i Sydafrika. Modstandskampen eskalerer i 1960 i en massakre, der får tilnavnet "Sharpeville-massakren", som er navnet på det område, hvor det hele finder sted. Befolkningen protesterer mod diskriminerende paslove, som er en måde, hvorpå det hvide apartheidstyre kontrollerer ikke-hvide borgeres bevægelsesfrihed i Sydafrika. Under demonstrationen skyder sikkerhedstyrkerne ind i den ubevæbnede folkemængde - 69 mennesker dør og 180 bliver sårede. Massakren udløser en landsdækkende strejke. Apartheidregimet svarer igen ved at forbyde de sortes førende modstandspartier og politisk valgdeltagelse for ’radikale’. Fra da af tager den ellers hovedsageligt fredelige protestbevægelse også voldelige midler i brug i deres modstandskamp. Blandt de 'radikale' finder vi Nelson Mandela, der senere bliver Sydafrikas første sorte præsident. Men først efter at have siddet fængslet i 27 år for sin medvirken i modstandskampen mod apartheidstyret.

Zimbabwe bliver født
- og grænsen til Sydafrika befæstet

Også i Rhodesia fører den sorte befolknings modstand mod det hvide minoritetsstyre til arrestationer og fængslinger. Og også her er en senere præsident blandt frontkæmperne. Socialisten Robert Mugabe tilbringer årene 1964 til 1974 i fængsel på grund af sin deltagelse i modstandskampen. The Rhodesian Bush War hærger landet i 1970’erne. De sortes modstandspartier er vokset sig større, og mange hvide zimbabwere migrerer til Sydafrika i denne periode, fordi de forudser det kommende magtskifte og afskaffelsen af det apartheidlignende styre i Zimbabwe. Det bliver en realitet i 1980, hvor Robert Mugabe overtager magten i landet.

På samme tid begynder der at ske noget på grænsen mellem Sydafrika og Zimbabwe. På den sydafrikanske side af grænsen, går mænd og kvinder rundt og lægger frø i jorden. Sisalfrø. Sisalplanten vokser hurtigt og kan blive meget høj. Stammen ligner en stor tyk ananas, og bladene bliver lange, tykke og kraftige. Men apartheidstyret i Sydafrika indser snart, at sisalplantehegnet ikke er nok til at holde modstandskræfterne ude af Sydafrika, så de udvider i stedet et elektrificeret hegn opsat på grænsen til Mozambique i 1975 og fører det videre ind i grænselandet mellem Zimbabwe og Sydafrika. Grænsehegnet, som de lokale døber" Ildslangen", fordi det udsender 3300 volt, har allerede taget mange liv på grænsen til Mozambique. Det er et tydeligt tegn på, at det hvide apartheidstyre i Sydafrika føler sig truet. - Flere og flere lande omkring Sydafrika opnår selvstændighed fra den hvide kolonimagt, men revolutionen skal ikke have lov at krydse den sydafrikanske grænse.

(Baggrundsbillede: Pigtrådshegn på grænsen mellem Sydafrika og Zimbabwe. Antonius Lecuona via Dreamstime)

Fra apartheid til regnbuenation

I slutningen af 1980’erne må apartheidstyret i Sydafrika kaste håndklædet i ringen under pres fra det internationale samfund. Styret er hårdt ramt af internationale økonomiske sanktioner og får problemer med at dække de store udgifter til politi og militær, som opretholder de uretfærdige love samt ro og orden. Frygten for et koordineret angreb fra den den del af befolkningen, apartheidsystemet undertrykker, tvinger styret til at gå ind på reformer. De priviligerede hvide er voldsomt i undertal, og det internationale samfund har endelig åbnet munden over for den racisme, apartheid er udtryk for. Der er ingen vej tilbage - det er tid til forandring i Sydafrika, og på mirakuløs vis sker overgangen til demokrati forholdsvist fredeligt. Et vigtigt skridt på vejen er løsladelsen af en mand, der i mange år var international kendt som terrorist, men senere blev et symbol på frihedskamp og fredelig sameksistens.

I 1990 er sydafrikanere i alle farver samlet foran Victor Verster Prison i Sydafrika. Der er også mange journalister og fotografer fra hele verden til stede. Ud fra fængslet kommer en ældre mand i jakkesæt med sin kone ved sin side. Det er ham, de allesammen har ventet på. Tilskuerne jubler og pifter. Manden løfter en knyttet næve højt i vejret til stor begejstring for de forsamlede. Manden er Nelson Mandela, der er blevet løsladt efter 27 år i fængsel, og kvinden ved hans side hans kone Winnie Mandela.

Apartheid i Sydafrika bliver formelt afskaffet i 1991, hvor apartheidlovene bliver ophævet, men først reelt i 1994, da der bliver indført en ny forfatning i Sydafrika. Nelson Mandela bliver valgt som landets præsident under det første frie valg. Mandela vinder sammen med den tidligere præsident FW De Klerk Nobels Fredspris for deres indsats for fred og forsoning i Sydafrika. Det lykkes Mandela at dæmme op for en naturlig hævntrang blandt den store del af befolkningen, der i årtier blev undertrykt i et racistisk styresystem, med vidtløftig tale om Sydafrika som en "regnbuenation" med plads til alle. Her knap tre årtier senere står Sydafrika stadig som et mønstereksempel på et samfunds fredelige overgang til demokrati, men virkeligheden lader stadig meget tilbage at ønske i forhold til Mandelas vision.

(Baggrundsbillede: Den nyudnævnte præsident, Nelson Mandela, til et event på Library of Congress i USA. Maureen Keating, Library of Congress)

Krise i Zimbabwe øger migrationen

Mens Sydafrika bevæger sig ind i en ny æra uden apartheid, går det i 1990’erne ned ad bakke for Zimbabwe, der er på vej ud i en økonomisk krise. Således bliver Sydafrika en mere og mere attraktiv destination for sorte zimbabwere, der lider under stigende arbejdsløshed. I Sydafrika fører den stigende immigration fra Zimbabwe til en opfattelse af, at landet er ved at blive ”oversvømmet” af zimbabwere, hvilket fører til en skærpelse af visumreglerne i 1996. Samtidig stiger antallet af udokumenterede immigranter fra Zimbabwe til Sydafrika, fordi mange zimbabwere ikke kan leve op til de nye sydafrikanske visumregler og har svært ved at skaffe et zimbabwisk pas.

Migrationen fra Zimbabwe til Sydafrika er dog mestendels cirkulær - det vil sige, at zimbabwere rejser frem og tilbage over grænsen. Mange kvinder begynder at rejse til Sydafrika for at købe og sælge varer. Tidligere har zimbabwere og sydafrikanere ikke tænkt videre over, at der eksisterer en grænse mellem de to lande. Arbejdere, der bor tæt på grænsen, er tidligere taget derhen, hvor der har været arbejde, om det så har været i sydafrikanske miner eller på zimbabwiske farme.

I starten af 1990’erne bliver det sydlige Afrika ramt af tørke. Tørken har så stor effekt på Zimbabwe, at der bliver erklæret national katastrofe i 1992. Regeringen må optage store lån for at importere majs og andre fødevarer til landet, og det bliver snart tydeligt, at Zimbabwe er ude i alvorlige økonomiske problemer. Robert Mugabe har brugt flere penge på skolesystem og sundhedssektor, end økonomien kunne bære, og der er ikke noget at stå imod med i denne krisetid.

Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken igangsætter et markedsøkonomisk reformprogram, der skal hjælpe Zimbabwe med at tilbagebetale de mange lån og få økonomien på ret kurs igen. Men befolkningen er allerede hårdt ramt som følge af arbejdsløshed. Derfor søger mange zimbabwere i 1990'erne til Sydafrika for at finde arbejde. Mange migranter ønsker at vende hjem igen, når Zimbabwes økonomiske og politiske situation forbedres. Men det kommer de til at vente længe på.

(Baggrundsbillede: Udtørret majsmark. Sarin Kunthong via Shutterstock)

Zimbabwes fattigste og rigeste på flugt

Harare ligger i det nordøstlige Zimbabwe og ligner på mange måder enhver anden storby. Høje bygninger med store glaspartier skyder op over byens tage. Tæt trafik bevæger sig ad asfalterede veje forbi travle forretningsdistrikter, shoppingområder og grønne oaser. Men hvis man bevæger sig en smule væk fra centrum, støder man på brune jordveje som sideveje til de asfalterede. Følger man en af disse jordveje, vil man pludselig befinde sig i et tætpakket område med små etværelses huse beklædt med bliktage. Over tagene hænger ureglementerede strømkabler som filtrede guirlander, og farvestrålende tøj blafrer i vinden på tørresnore spændt ud mellem husene. Langs jordvejen sælger gadehandlere grøntsager fra små hjemmebyggede boder, og en skarp lugt af urin og affald skærer gennem luften. Her er et af Harares slumkvarterer.

Slumkvartererne bliver opfattet som en skamplet på Harare. Derfor iværksætter regeringen i 2005 Operation Murambatsvina, der kan oversættes til ”ryd skidtet væk”. Slumkvarterenes huse og forretninger er bygget på offentlig grund og uden tillladelse, og med den begrundelse retfærdiggør regeringen sin plan om at tvangsflytte store menneskemængder fra slumområderne til landet. Hvis de ikke har råd til at bo i byen, må de flytte, er tanken. Og planen bliver ført ud i livet. Regeringen rydder et af de største slumkvarterer til grunden med store maskiner. Omkring 700.000 mennesker mister deres hjem og eksistensgrundlag, og mange af dem vælger at migrere til Sydafrika og søge asyl der. Operation Murambatsvina er en af hovedårsagerne til at migrationen fra Zimbabwe til Sydafrika stiger voldsomt i 2000’erne.

Det er i samme årti, at angreb på hvide farmere begynder at tage til. De føres an af veteraner fra frihedskampen, der ikke længere vil finde sig i, at den hvide minoritet stadig ejer majoriteten af landbrugsjorden i Zimbabwe. Regeringen støtter krigsveteranernes aktioner, og omkring 4000 hvide storfarmere bliver tvunget til at forlade deres farme sammen med deres arbejdere, som hovedsageligt er sorte zimbabwere. Farmene bliver videregivet til sorte zimbabwere, der ikke har erfaring med at drive landbrug i så stor skala. Det fører til en enorme prisstigninger på landbrugsvarer og kæmpe fald i eksporten af tobak, som er en af Zimbabwes primære eksportvarer. Zimbabwes økonomi bryder sammen, og inflationen kommer ud af kontrol. Den zimbabwiske dollar kollapser og al handel forgår den dag i dag i amerikanske dollar, sydafrikanske rand og syv andre valutaer. I 2008 rammes Zimbabwe af decideret hungersnød. Zimbabwes dage som Afrikas brødkurv er definitivt forbi.

(Baggrundsfotografiet: Zimbabwes hovedstad Harares hovedgade. Ulrich Mueller via Shutterstock)

Plads til de fremmede i regnbuenationen?

Den dag i dag er Sydafrika stadig præget af store sociale forskelle og fattigdom og hårdt plaget af kriminalitet. Sorte sydafrikanere dominerer statistikkernes negative tal og har generelt dårligere levevilkår, sundhedstilstand og økonomi end den hvide befolkning. Ligesom i Zimbabwe bor, også i Sydafrika, mange af de fattigste i trøstesløse slumkvarterer i udkanterne af de større byer. Og det er også her, de fleste migranter ender.

I 2008 udbryder voldsomme optøjer i slumområderne ved de sydafrikanske storbyer, Johannesburg og Cape Town. Sorte sydafrikanere angriber sorte afrikanske migranter, 62 mennesker bliver dræbt og flere hundrede såret, og migranters huse og butikker bliver brændt ned. Bestialske drabsmetoder, kendt fra apartheidtiden, bliver igen taget i brug. Men denne gang er det sorte afrikanere, der bruger dem mod andre sorte afrikanere. Angrebene bliver kaldt xenofobiske, altså fremmedfjendske, fordi der til grund for dem ligger en opfattelse af, at det er de fremmede, der er skyld i, at situationen for den fattigste del af befolkningen i Sydafrika ikke bliver bedre bedre: Migranterne sælger deres arbejdskraft billigt og stjæler alle jobs, og de åbner den ene forretning efter den anden og øger konkurrencen, lyder nogle af anklagerne. Migranterne bliver af mange sydafrikanere holdt ansvarlige for alt fra kriminalitet, over prostitution og stof- og alkoholmisbrug, til dødelige sygdomme. Fortællingen om alle de dårligdomme, migranterne bringer med sig, kæmper med visionen om Sydafrika som regnbuenationen med plads til alle.

I dag er det sydafrikanske militær sat på opgaven som grænsevagter ved Limpopofloden. De patruljerer både i biler og til fods langs grænsehegnet og spejder efter illegale migranter fra Zimbabwe, der har bevæget sig ind i grænselandet. Hvis de finder nogle migranter, der forsøger at krydse grænsen til fods uden pas, bliver de anholdt og deporteret tilbage til Zimbabwe, men den generelle holdning i den sydafrikanske befolkning er, at grænserne er porøse. Det er for nemt at krydse grænserne illegalt. Nogle hævder, at flere tusinde krydser grænsen illegalt hver dag - og det er ud over det store antal zimbabwere, der krydser grænsen lovligt. Den sydafrikanske regering har forsøgt at reparere grænsehegnet nogle steder, men det holder ikke zimbabwere fra at krydse grænsen. Nogle mener, at grænsevagterne er korrupte og tager imod bestikkelse for at lade zimbabwere krydse grænsen, andre sydafrikanere mener, at militæret skal bruge flere kræfter på at patruljere grænsen, og at det gamle apartheidhegn skal forstærkes og genopbygges.

Det er svært at sige præcis, hvor mange migranter, der bor i Sydafrika, fordi mange er udokumenterede, men det anslås, at det drejer sig om mellem 2-5 millioner, hvoraf omkring 75 procent er fra andre afrikanske lande. Majoriteten af de afrikanske migranter regnes for at være fra Zimbabwe. Det er blevet nemmere for zimbabwere at rejse lovligt til Sydafrika i dag, men der er stadig mange, der krydser grænsen ulovligt hver dag. Afhængig af situationen i Zimbabwe har det været muligt for zimbabwere at søge asyl i Sydafrika, selvom det er meget få, der har haft succes med at opnå status som flygtning. Zimbabwere har nemlig ikke status som flygtninge ifølge internationale definitioner, men bliver i højere grad defineret som økonomiske migranter. Mange tusinde zimbabwere bliver hvert år pågrebet i Sydafrika uden den nødvendige dokumentation og deporteret tilbage til Zimbabwe.

(Baggrundsbillede: En moddemonstration som reaktion på endnu en opblusning af xenofobiske angreb i 2015. GovernmentZA via Flickr)

Vimbais historie

Det mest travle sted i den sydafrikanske grænseby Musina er uden for Indenrigsministeriets bygning, som huser Musina Flygtningemodtagelseskontor. Her finder man en stor, summende menneskemængde bestående af zimbabweske mænd, kvinder og børn. Og her er Vimbai. Hun står i kø for at søge om asyl i Sydafrika. Dagen efter befinder hun sig på et kvindehjem i byen, hvor hun venter på, at hendes asylansøgning bliver behandlet. Vimbai kan se, hvilke af de andre kvinder, der har krydset grænsen for første gang - chokket står malet i deres ansigter. Vimbai selv har - efter tre års behandlingstid og mange betalinger - endelig fået et pas, som giver hende adgang til at opholde sig i Sydafrika i 90 dage af gangen. Nu behøver hun ikke længere tage den risikable rute over grænsen på illegal vis, men hun er træt af den udmattende og ikke særligt indbringende grænsehandel. Vimbai ønsker at blive i Sydafrika og finde et mere permanent job, der kan give hende og den familie, hun forsørger, en større økonomisk sikkerhed.

I september 2010 åbnede Sydafrika muligheden for, at zimbabwere, der opholdt sig ulovligt i Sydafrika, kunne få ændret deres status til lovlige migranter. Hvis man havde boet i Sydafrika en vis periode, havde et gyldigt zimbabwisk pas og kunne bevise, at man havde fast arbejde i Sydafrika, kunne man få en 4-årig arbejdstilladelse. Der blev givet en deadline til udgangen af 2010, hvorefter deporteringerne af illegale zimbabweske migranter blev genoptaget. Vimbai nåede lige nøjagtigt ikke at ansøge - hendes pas kom for sent. Derfor forsøger hun sig nu med en asylansøgning i stedet. Hvis vi skal tro statistikkerne, er chancen for, at Vimbais ansøgning går igennem meget lille. Men Vimbai lytter ikke til statistikker. Vimbai holder fast i håbet. Hun har ikke meget andet.

Vimbais historie bygger på en virkelig historie, der er beskrevet i en længere afhandling om migranter i grænselandet mellem Sydafrika og Zimbabwe.

(Baggrundsbillede: IOM uddeler fornødenheder til flygtninge og asylansøgere ved Musina Flygtningemodtagelseskontor. IOM South Africa via Flickr. Find de samlede kilder til denne case HER.)